Endags vandretur til Söderåsen
Alarmen på telefonen var sat til klokken 02.30 med afgang imod det svenske klokken ca 03.00.
Jeg havde længe gået med tanken om at besøge Søderåsen i sverige, nu var dagen endelig kommet hvor jeg skulle på min Endags vandretur til Söderåsen med mit kamera.
Jeg havde ca 2,5 times til Söderåsen inklusiv pauser og færge. Grunden til at jeg tog afsted så tidligt var fordi jeg rigtig gerne ville have nogle disede tågebilleder fra Kopparhatten.
Turen derop gik fuldstændig som forventet, næsten ingen trafik og vejret var for en gangs skyld rimelig forudsigeligt, overskyet med en del tåge. Jeg ankom til nationalparken Söderåsen ved Skäralid ca klokken 06.00.
Söderåsen, Svalövs kommun, Klippans kommun, Skåne län, Sverige
Gik kun lidt forkert, at finde vej i Söderåsen i mørke er åbenbart ikke så let.
Ifølge diverse vejrudsigter skulle solen stå op klokken ca. 07.15, og da jeg ikke har været i Söderåsen før, troede jeg, at en times tid ville passe meget godt. Jeg havde forberedt mig hjemmefra, så jeg vidste præcis hvilken retning og rute jeg skulle følge.
Da jeg begyndte at gå imod Kopparhatten, var det mørkt, så det eneste lys jeg havde var min pandelampe.
Jeg troede, jeg havde helt styr på det, men ak, jeg gik forkert. Dog kun en lille smule. Efter små 15 minutter på afveje kom jeg hurtigt på rette spor igen og kunne begynde at gå op imod Kopparhatten.
Kopparhatten det højeste punkt i Søderåsen.
Efter lidt tid kom skiltet, jeg havde ventet på – 800 meter til Kopparhatten, efterfulgt af et skarpt sving imod højre, som førte op imod toppen.
Kopparhatten er ca. 200 meter høj, så det var lidt af en opstigning. Selve gåturen gik super fint, og jeg ankom ca. 20 minutter før solen ifølge vejrudsigterne skulle begynde sin opstigning.
Nationalparken Søderåsen er meget populær blandt fotografer.
Da jeg ankom, mødte jeg allerede en fotograf, som havde været så smart at tage bilen til toppen. Hmm, jeg havde ikke lige set, at der faktisk ligger en parkeringsplads på toppen.
Jeg tog en masse billeder, men som altid er jeg en smule kritisk. Det, jeg havde håbet på, skete desværre ikke. Der var en meget tung og våd tåge, så billederne manglede mange detaljer og kontrast. Jeg havde håbet på at kunne se meget mere.
Flotte udsigter udover dalen i Søderåsen.
Da jeg var færdig med at tage billeder på toppen af Kopparhatten, var det på tide at bevæge mig lidt rundt og udforske området. Jeg fandt hurtigt nogle flotte udsigter, hvor jeg kunne tage lidt billeder ud over dalen.
En kort frokost pause ved Liagården
Efter Kopparhatten gik det ned igen. Söderåsen er rigtig fint markeret, og det er faktisk rimelig nemt at finde rundt. Jeg startede med at følge den gule vandrerute op til Liagården, som er en shelterplads. Her holdt jeg en lille frokostpause.
Lang eksponering, var svært da naturen var rimelig vild og rodet.
Så var det på tide at bevæge mig tilbage imod bilen. På turen tilbage langs den blå rute kom jeg forbi mange flotte steder langs vandløbet, hvor jeg kunne tage lidt billeder og lege lidt med lang eksponering. I Söderåsen, og især i dalen, har naturen et vildt udtryk, hvilket faktisk skabte en del udfordringer med at finde nogle egnede steder, hvor jeg kunne tage billeder med lang eksponering.
En af de ting, jeg gør rigtig meget i mine landskabsbilleder, er at “rydde op” i min komposition, hvilket var meget svært at komme i mål med her, netop fordi naturen har så vildt et udtryk.
17 kilometers vandretur.
I alt gik jeg ca. 17 kilometer og blev en kæmpe oplevelse rigere. Naturen i Söderåsen er meget markant og en smule vild. Mine vandrestøvler er til den glatte side, og mange steder har man lagt brædder ud, man kan vandre på. Flere gange var jeg ved at snuble, fordi brædderne var meget glatte, men det gik.
Min endags vandretur til Söderåsen, har helt klart givet mig mod på at komme tilbage til Søderåsen og udforske nogle flere af de ca. 50 km vandreruter, der er deroppe.