10 kilomter vandretur i Spanien, og camping med familien
I bil til spanien med familien, normalt når vi er på ferie, vælger jeg kun at tage minimalt af kamera udstyr med, og for at være helt ærlig så er det næsten mere til besvær en til kreativ udfoldelse. I år gik turen i bil til Costa brava kysten nærmer bestemt den lille badeby Le estartit som ligger ca 1 times kørsel nord for Barceliona i Girona regionen, hvor ferieformen endnu engang stod på camping med familien.
Som sagt så er det ikke foto der er min første prioritet når jeg er på ferie sammen med familien, og det er den samme sang om igen hvor jeg brokker mig på alle vores dagsture når vi er afsted at jeg ikke ahr taget mit kamera med i tasken og denne her gang var ingen undtagelse for hold da magle jeg kunne bruge meget tid med mit kamera i det område, men iår stod den på ren bade ferie og intet andet.
Som altid stod den på Camping og lad mig sige det med det samme jeg har en kæmpe svaghed for alt natur der er højere en Himmelbjerget, og i præcis det område hvor vi boede var alt højere en Himmelbjerget, vores campingplads lå lidt op af et bjerg og var helt vilt kuperet, derudover så havde vi en rigtig fin udsigt til Castell de montrig som er en slotsruin som lå på toppen af et af de mindre bjerge kun et par kilometer fra vores campingplads.
Slottet Montgrí (også kaldet Castell de Montgrí eller Santa Caterina) er en militær befæstning i kommunen Torroella de Montgrí (Baix Empordà), der er erklæret et kulturelt aktiv af national interesse. [1] Det blev bygget mellem 1294 og 1301 af kong Jaume II, på toppen af Montgrí-massivet i kommunen Torroella de Montgrí, Baix Empordà.
Jeg havde en aftale med min store datter at vi skulle op og se det slot, så vi fandt hurtigt en dag, så imens de andre blev på campingpladsen valgt min store datter og jeg at begive os ud på en mindre vandretur ca små 10 kilometer.
Hedebølge den klare vi.
Vi valgte en overskyet dag (troede vi) vi ankom til vores udgangpunkt ved fodden af bjerget og ca 5 minutter efter vi begyndte at vandre buldrede solen frem, og den viste absolut intet hensyn til til blege tosser fra Danmark af.
Det blev varmt på et tidspunkt var vi tæt på de 40 grader, og det var ikke fordi turen op til toppen var særligt svær, dog var der nogle rimelig stejle steder med “rullesten” grus og trampestier, som var lidt hårde at gå på. Turen til toppen var rigtig flot, og bed en lille smule på grund af varmen. Jeg har en kæmpe udfordring når jeg vandre, jeg går alt alt for hurtigt, en tur jeg var på for et par måneder siden hvor jeg overnattede ude i skovene omkring Buresø, gik jeg med et snidt på 6,1 km i timen over 13.4 kilometer, hvilket er alt for stærkt, for det første så sveder jeg generelt en del uanset hvilket tøj jeg går i, og for det andet, så er jeg altså ikke 20 år mere hvilket min hjerne til tider kan have svært ved at forstå, og på denne tur op til toppen måtte jeg tage mig selv i at sætte tempoet ned flere gange.
Det grå bjerg.
Bjerget bliver i folkemunde kaldt det grå bjerg og vi fandt hurtigt ud af hvorfor, galleriet burde tale for sig selv. Vi holdte en lille pause inden vi begyndte at udfordske ruinen, inden i ruinen fandt vi en trappe som førte os op til en gangbro, og udsigten udover Le estartit, Torroella de montrig og hele girona provinse var helt vildt flot.
Vi brugte lidt tid og tog lidt instagram venlige billeder af datteren, og de klassiske “ferie billeder”
Da vi skulle ned igen valgte vi en lidt alternativ rute, på kortet var den rute vi havde valgt ned mærket med sort, men fra toppen af så det ikke så stejlt ud, men efter lidt tid fandt vi hurtigt ud af at det her altså ikke er Danmark ingen advarsler, ingen hegn og ingen skilte, flere steder måtte vi ned og sidde på de glatte sten, særdeles et sted var vi på en smal sti, hvor vi havde et lodret fald på 30-40 meter, et andet sted skulle vi igen lodret ned kun et par meter dog men når man går på glatte klippe stykker, grus og rullesten så er det altså at have tungen lige i munden.
Vi kom forbi det sværeste og mest tekniske stykke, hvor vi midt i det hele blev mødt af en lille gruppe af dyrevildt, indtil dette tidspunkt havde vi kun set enkelte skilte som viste at der var bjerggeder, rovgfugle og en eller anden slange art jeg aldrig havde hørt om i området, men som sagt det eneste vi mødte var lidt dyrevildt.
Vi kom helskindet ned, datteren med et par vabler fra solen af, og jeg med en del “snapshots” på mit SD kort, en stor natur oplevelse med hjem.
Castell de Montgrí
10 kilomter vandretur i Spanien, og camping med familien
I bil til spanien med familien, normalt når vi er på ferie, vælger jeg kun at tage minimalt af kamera udstyr med, og for at være helt ærlig så er det næsten mere til besvær en til kreativ udfoldelse. I år gik turen i bil til Costa brava kysten nærmer bestemt den lille badeby Le estartit som ligger ca 1 times kørsel nord for Barceliona i Girona regionen, hvor ferieformen endnu engang stod på camping med familien.
Som sagt så er det ikke foto der er min første prioritet når jeg er på ferie sammen med familien, og det er den samme sang om igen hvor jeg brokker mig på alle vores dagsture når vi er afsted at jeg ikke ahr taget mit kamera med i tasken og denne her gang var ingen undtagelse for hold da magle jeg kunne bruge meget tid med mit kamera i det område, men iår stod den på ren bade ferie og intet andet.
Som altid stod den på Camping og lad mig sige det med det samme jeg har en kæmpe svaghed for alt natur der er højere en Himmelbjerget, og i præcis det område hvor vi boede var alt højere en Himmelbjerget, vores campingplads lå lidt op af et bjerg og var helt vilt kuperet, derudover så havde vi en rigtig fin udsigt til Castell de montrig som er en slotsruin som lå på toppen af et af de mindre bjerge kun et par kilometer fra vores campingplads.
Slottet Montgrí (også kaldet Castell de Montgrí eller Santa Caterina) er en militær befæstning i kommunen Torroella de Montgrí (Baix Empordà), der er erklæret et kulturelt aktiv af national interesse. [1] Det blev bygget mellem 1294 og 1301 af kong Jaume II, på toppen af Montgrí-massivet i kommunen Torroella de Montgrí, Baix Empordà.
Jeg havde en aftale med min store datter at vi skulle op og se det slot, så vi fandt hurtigt en dag, så imens de andre blev på campingpladsen valgt min store datter og jeg at begive os ud på en mindre vandretur ca små 10 kilometer.
Hedebølge den klare vi.
Vi valgte en overskyet dag (troede vi) vi ankom til vores udgangpunkt ved fodden af bjerget og ca 5 minutter efter vi begyndte at vandre buldrede solen frem, og den viste absolut intet hensyn til til blege tosser fra Danmark af.
Det blev varmt på et tidspunkt var vi tæt på de 40 grader, og det var ikke fordi turen op til toppen var særligt svær, dog var der nogle rimelig stejle steder med “rullesten” grus og trampestier, som var lidt hårde at gå på. Turen til toppen var rigtig flot, og bed en lille smule på grund af varmen. Jeg har en kæmpe udfordring når jeg vandre, jeg går alt alt for hurtigt, en tur jeg var på for et par måneder siden hvor jeg overnattede ude i skovene omkring Buresø, gik jeg med et snidt på 6,1 km i timen over 13.4 kilometer, hvilket er alt for stærkt, for det første så sveder jeg generelt en del uanset hvilket tøj jeg går i, og for det andet, så er jeg altså ikke 20 år mere hvilket min hjerne til tider kan have svært ved at forstå, og på denne tur op til toppen måtte jeg tage mig selv i at sætte tempoet ned flere gange.
Det grå bjerg.
Bjerget bliver i folkemunde kaldt det grå bjerg og vi fandt hurtigt ud af hvorfor, galleriet burde tale for sig selv. Vi holdte en lille pause inden vi begyndte at udfordske ruinen, inden i ruinen fandt vi en trappe som førte os op til en gangbro, og udsigten udover Le estartit, Torroella de montrig og hele girona provinse var helt vildt flot.
Vi brugte lidt tid og tog lidt instagram venlige billeder af datteren, og de klassiske “ferie billeder”
Da vi skulle ned igen valgte vi en lidt alternativ rute, på kortet var den rute vi havde valgt ned mærket med sort, men fra toppen af så det ikke så stejlt ud, men efter lidt tid fandt vi hurtigt ud af at det her altså ikke er Danmark ingen advarsler, ingen hegn og ingen skilte, flere steder måtte vi ned og sidde på de glatte sten, særdeles et sted var vi på en smal sti, hvor vi havde et lodret fald på 30-40 meter, et andet sted skulle vi igen lodret ned kun et par meter dog men når man går på glatte klippe stykker, grus og rullesten så er det altså at have tungen lige i munden.
Vi kom forbi det sværeste og mest tekniske stykke, hvor vi midt i det hele blev mødt af en lille gruppe af dyrevildt, indtil dette tidspunkt havde vi kun set enkelte skilte som viste at der var bjerggeder, rovgfugle og en eller anden slange art jeg aldrig havde hørt om i området, men som sagt det eneste vi mødte var lidt dyrevildt.
Vi kom helskindet ned, datteren med et par vabler fra solen af, og jeg med en del “snapshots” på mit SD kort, en stor natur oplevelse med hjem.